O-løb teori

2018-04-09

Dagens program

Susanne startede med et oplæg og derefter skulle vi teste hvor mange skridt vi brugte på 100 m i gang og løb.


For at kunne løbe o-løb skal man kunne 

  • Læse et kort, dvs. kende signaturer og målestoksforhold
  • Bruge et kompas 
  • Være god til afstandsbedømmelse 
  • Bruge alle disse færdigheder i praksis når du løber i naturen

Posterne 

I skoven er posterne som regel markeret med en orange-hvid stoftrekant. Ofte har disse poster to stifttænger for oven som løberen klipper med i et kontrolkort, der udleveres sammen med kortet, eller i kanten af kortet, så det kan kontrolleres at løberen har været ved posten. 

En anden mulighed er at have elektronisk tidtagning. Det fungerer ved hjælp af en elektronisk brik, du har spændt fast på din finger, og som tager din tid, når du rører ved posten. I mål bliver tiden aflæst sammen med alle dine mellemtider fra post til post. Ved at sammenligne dine mellemtider med andre på din bane kan du se, hvor du har tabt eller vundet tid.



Orienteringskort 

Et kort er en tegning af terrænet set fra oven. Til o-løb er tegningen som oftest formindsket 10.000 gange. Somme tider er den formindsket 15.000 gange. Det kaldes også for målestoksforholdet. Hvis målestoksforholdet er 1 til 10.000, så skriver man det: 1:10.000 (1 divideret med 10.000). På figuren kan du se, at man ikke tegner hele broen eller hele gården, men bruger simple figurer, som man kalder for signaturer


Signaturer 

Alle kort til o-løb bruger simple figurer for at vise linjer, flader og detaljer i terrænet. Det kaldes for signaturer. 

Signaturerne er en standard så de kan læses og forstås i hele verden. Der er logik i farver og størrelser, og reglerne er ret simple: 

  • Blåt = vand
  • Sort = stier, veje, sten og klipper. Jo tykkere streg, jo større vej 
  • Gult = åbne områder 
  • Hvidt og grønt = skov - hvidt er let gennemløbelig skov, jo mørkere grønt, jo tættere er bevoksningen og jo vanskeligere er det at komme frem 
  • Brunt = terrænets form (bakker, slugter, huller)

Højdekurver 

De brune linjer på kortet er højdekurver. De viser terrænets form. En højdekurve er en linje, der går gennem punkter i terrænet med samme højde over havet. 

Højden over havet kaldes koten og højdeforskellen mellem kurverne kaldes ækvidistancen. Hvis højdekurverne ligger tæt på hinanden, er der stejlt, og hvis stigningen er mindre stejl, ligger højdekurverne længere fra hinanden 

Det modsatte af en høj er en lavning. De små streger i den inderste cirkel kaldes hældningsstreger. De viser, at her er en lavning.  


Min skridt på 100 m i løb og gang

I løb tog jeg 

  • 78 skridt 

I gang tog jeg 

  • 121 skridt 

Refleksioner 

Godt med en gennemgang af teori. Jeg mener selv jeg er dårlig til kort, men syntes jeg fik bedre styr på det i løbet af undervisningen. 

© 2017 Tobias Dalhoff Larsen, Idrætsblog.
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang